Der er to avls linjer af den Gamle Danske Spids – én under Dansk Kennel Klub (DKK) og en under Foreningen for den Gamle Danske Spids (GDS). Ingen af de to linjer er internationalt anerkendt, men hunde fra DKK kan deltage i udstillinger i Danmark og Norden.
Den Danske Spids var ved at forsvinde som ren race i slutningen af 1980’erne og en gruppe mennesker blev enige om at forsøge at genskabe racen i DKK regi. Årsagen til at racen var ved at uddø var problemer med fertiliteten og at hanhundene syntes at have mistet deres naturlige drifter for parring, hvilket gav store udfordringer med at komme i gang med avlen. At der kun var 12 individer der var godkendt på den 1. mønstring, gjorde ikke sagen bedre.
En del af gruppen besluttede sig derfor, for at lave et sideløbende avlsarbejde, hvor den sunde og stærke Samojedehund, den Tyske Spids og senere den Japanske Spids har været brugt for at bibringe racen nyt blod og nogle sunde egenskaber. Dette var i strid med DKK’s retningslinjer, men viste sig at være et godt valg, da racens evne til at formere sig hurtigt blev – og i dag er, ovenud tilfredsstillende, med gode og sunde hvalpe og kuld på op til 8-11 hvalpe.
Disse ildsjæle indgik et samarbejde med andre opdrættere og stiftede Foreningen for den Gamle Danske Spids, der har sine egne stamtavler, og som i dag har flere Gamle Danske Spidser registreret end der er registreret i DKK.
Grundlæggende er vores hunde lidt større og en anelse kraftigere end dem fra DKK og har ofte mere pels. I GDS forsøger vi konstant at bibringe avlen nyt blod og der avles ikke på en indavlskvotient på over 7,25% (beregnet på op til 10 generationer). Vi har altså et KLART krav om indavlskvotient, hvilket er den egentlige forskel mellem GDS og DKK.
I GDS avler vi på helbred og sundhed frem for udseende. At vi så alligevel får nogle smukke hunde, det må vi leve med.
Alle avlshunde skal være godkendt af mindst to dommere ved en mønstring, hvor både den fysiske og psykiske fremtoning bedømmes. Endvidere avler foreningen kun på hunde med HD status A eller B, ligesom hundene skal have en Patella bedømmelse på 0.
Vi ser i stigende omfang, at hunde fra GDS indmønsters i DKK og bruges i deres avl. Vi tager det som et kompliment, at DKK på den måde anderkender effekten af det store avlsarbejde GDS har lavet. Blodet fra vores avlslinjer har også mærkbart forbedret fertiliteten hos hundene i DKK.
Med en Gammel Dansk Spids fra GDS får du en sund og stærk hund, der kan sundhedsforsikres uden forbehold af nogen art.
Vi har i GDS hvalpe 5-10 gange om året.